AI-feedback i folkeskolen: hvad må det, og hvad skal det ikke?

Tre opgaver bør blive hos læreren, uanset hvor godt værktøjet er.

• Give karakteren. En karakter er en vurdering af elevens præstation holdt op mod faglige mål, og den har konsekvenser for eleven. Den skal kunne begrundes af en person, der står inde for den.
• Vurdere elevens samlede faglige niveau. Den vurdering bygger på meget mere end én tekst: på hvordan eleven har udviklet sig, hvad eleven siger i timerne, og hvad læreren ved om elevens situation.
• Tage samtalen. Når en opgave gennemgås mundtligt, er det relationen og timingen, der afgør, om feedbacken bliver taget imod. Det kræver en lærer, der kender eleven.

Grænsen er ikke kun pædagogisk. AI-forordningen regner systemer, der bruges til at evaluere personers læringsudbytte, for højrisiko, med de krav der følger med. Og forskningen i feedback peger samme vej: når karakter og kommentar kommer samtidig, læser eleven karakteren og springer kommentaren over. Det har vi skrevet mere om i indlægget om skriftlig feedback, der virker.

AI er god til at behandle tekst hurtigt og struktureret. Det vil sige at læse en elevtekst igennem, finde mønstre i den, formulere konkrete iagttagelser og sætte dem i en form, eleven kan bruge.

Det er præcis den del af feedbackarbejdet, der tager længst tid, og det er ikke den del, der kræver lærerens særlige kompetencer. At finde det sted i linje 21, hvor argumentet mangler en kilde, er tidskrævende. At afgøre, om det er det vigtigste for lige netop den elev at arbejde med nu, er lærerens.

Nikolaj Elf, professor i uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet, har beskrevet det på samme måde. Han peger på, at feedback og vurdering er et stort arbejde for læreren, og at intelligent software kan aflaste netop dér. Hans konklusion er kort:

Han beskriver også et scenarie, hvor software analyserer elevernes skriftlige opgaver og finder styrker og svagheder både hos den enkelte elev og i klassen som helhed. Det sidste er en ofte overset gevinst: når 28 opgaver er læst med den samme struktur, bliver det synligt, hvad klassen som helhed mangler, og det kan læreren tage op én gang på tavlen i stedet for 28 gange i margenen.

Når en skole overvejer et AI-værktøj til lærernes feedback, er der tre spørgsmål, der afgør, om det hører hjemme i folkeskolen.

1. Hvem har det sidste ord?

Læreren skal altid have det. Et værktøj, der sender feedback direkte til eleven uden at en lærer har læst og godkendt den, hører ikke hjemme i skolen. Spørg konkret: kan noget nå frem til eleven, uden at en lærer har trykket godkend?

2. Hvad sker der med elevernes data?

Skolen er dataansvarlig, også når værktøjet kommer fra en leverandør. Der skal være en databehandleraftale, og det skal stå i den, at elevernes tekster ikke bruges til at træne modeller. Vi har samlet de spørgsmål, der skal stilles, i en tjekliste til skoleledelsen.

3. Hvad aflaster det, og hvad rører det ikke?

Et godt værktøj frigør lærertid fra det mekaniske: gennemlæsning, markering og formulering af førsteudkastet. Det bør aldrig tage beslutningen om, hvad eleven skal arbejde med, eller hvilken karakter opgaven skal have.

Censai er bygget op om, at læreren godkender alt. Intet sendes til eleven, før læreren har læst udkastet, justeret det og godkendt det.

Censai viser aldrig et karakterforslag. Læreren kan selv give en karakter, hvis der skal gives en, men den vurdering er lærerens. Feedbacken tager fagligt udgangspunkt i Fælles Mål, Undervisningsministeriets vejledninger og de kriterier, skolen selv vælger. Hvorfor produktet er skruet sådan sammen, står på siden om forskningen bag, og her kan I se, hvordan det virker.