Hvorfor Censai er bygget sådan.

Den mest citerede model på området er Hattie og Timperleys “The Power of Feedback” fra 2007. Ifølge modellen skal feedback svare på tre spørgsmål: hvor er jeg på vej hen, hvordan går det, og hvad er næste skridt.

Det første klargør mål og succeskriterier, det andet vurderer den præstation, der ligger, og det tredje peger fremad. Forskningen peger konsekvent på, at det er det sidste, der driver den største læringseffekt.

Forskningen skelner mellem fire niveauer, feedback kan ramme: opgaveniveauet, altså fakta og indhold, procesniveauet, altså strategier og metoder, selvreguleringen, altså elevens evne til selv at holde øje med sin proces, og selv-niveauet, altså ros eller kritik rettet mod eleven som person.

Resultaterne er entydige. Feedback på selv-niveau, som “flot arbejde” eller “du er dygtig”, er det mindst effektive, fordi opmærksomheden flyttes fra opgaven over på eleven. Procesniveauet driver den største fremgang. I skriveforskningen er der målt en forbedring på 0,75 standardafvigelser, svarende til næsten to års faglig vækst, når feedbacken rammer procesniveauet frem for opgaveniveauet alene.

Det hænger sammen med et af de mest robuste fund i motivationsforskningen. Mueller og Dwecks eksperimenter fra 1998 viste, at ros af barnets evner fik børn til at vælge de lette opgaver, mens ros af deres indsats og strategi fik dem til at vælge de udfordrende, hvor der var noget at lære.

Et centralt fund i forskningen i cognitive load er, at elevers arbejdshukommelse hurtigt bliver overbelastet af mange samtidige rettelser og kommentarer. Når feedbacken dækker for mange forskellige fejl på én gang, får eleven det indtryk, at alle problemer vejer lige tungt, og mindre af den bliver reelt taget ind.

Det samme er dokumenteret i forskningen i AI-genereret feedback. Et studie af elevperspektiver citerer en lærer, der anbefaler, at feedbacken skal være markant kortere og skrevet i et tilgængeligt sprog, netop fordi eleverne i studiet oplevede den som overvældende og gentagende.

Ruth Butlers klassiske studie fra 1988 af 132 elever viste, at karakterer kombineret med kommentarer ikke gav bedre resultater end karakterer alene, når det gjaldt at fastholde elevernes interesse og indsats. Det var de opgave-involverende kommentarer for sig, der gav de bedste resultater.

Den nuancerede konklusion, som Guskey formulerer den i 2019, er ikke, at karakterer skal droppes, men at de kun styrker læringen, når de er koblet til konkret, individuel vejledning, der forklarer hvorfor, og hvad næste skridt er.

Carol Dwecks forskning i growth mindset viser, at et lille sprogligt greb, at skrive “endnu ikke” i stedet for en endelig dom, øger elevernes vedholdenhed og deres tiltro til, at det kan lykkes næste gang.

Samtidig viser nyere forskning, at en opfordring til bare at prøve hårdere ikke virker i sig selv. Det, der flytter noget, er at koble indsatsen til en konkret strategi.