Privatlivspolitik
Sådan behandler vi personoplysninger
Her kan du læse, hvordan Censai behandler personoplysninger, når du besøger censai.dk, når du kontakter os, og når skoler, lærere og skoleledere bruger platformen.
Hvem er vi?
Cens.ai ApS, CVR 46055144, Nøddebogade 13, 1., 2200 København N. Du kan altid kontakte os på kontakt@censai.dk.
To roller: dataansvarlig og databehandler
Elevdata (skolens data): Når en lærer bruger Censai til elevernes opgaver, er skolen (for folkeskoler kommunen) dataansvarlig, og Censai er databehandler. Vi behandler kun elevdata efter skolens instruks, som den fremgår af databehandleraftalen mellem skolen og Censai. Vil du som elev eller forælder vide, hvad der er registreret, eller udøve dine rettigheder, skal du henvende dig til skolen. Vi hjælper skolen med at svare.
Hjemmeside, henvendelser og brugerkonti: For besøg på censai.dk, for henvendelser til os og for lærere og skoleledere som brugere af platformen er Censai selv dataansvarlig.
Når du besøger censai.dk
Hjemmesiden hostes af Vercel Inc., som registrerer teknisk nødvendige oplysninger som IP-adresse, tidspunkt og browser for at levere og beskytte siden. Skrifttyper og produktvideo ligger på vores egen server, så der hentes intet fra Google eller videotjenester.
Statistik (kun med samtykke): Siger du ja til statistik i cookiebanneret, bruger vi Vercel Web Analytics og Vercel Speed Insights til at se, hvilke sider der bliver læst, og hvor hurtigt de loader. De behandler hvilken side du besøger, henvisende side, land, browser, enhedstype, operativsystem og måletal for hastighed. Din IP-adresse indgår i en pseudonym identifikator, som skifter dagligt og ikke gemmes. Retsgrundlaget er dit samtykke (GDPR art. 6, stk. 1, litra a). Siger du nej, indlæses værktøjerne ikke. Vercel opbevarer statistikken i op til 12 måneder.
Book et møde: Klikker du på en knap til at booke et møde, åbner vi kalenderen fra Cal.com Inc. (USA). De oplysninger, du skriver i bookingen, behandles af Cal.com og sendes til os, så vi kan holde mødet.
Læs mere i cookiepolitikken.
Når du skriver til os
Udfylder du kontaktformularen eller sender en mail, behandler vi de oplysninger, du selv giver os: navn, skole, rolle, e-mail, telefon og din besked. Formularen sendes til vores indbakke som mail via Resend. Vi bruger oplysningerne til at svare dig og aftale et eventuelt møde eller en pilottest. Retsgrundlaget er vores legitime interesse i at besvare henvendelser (art. 6, stk. 1, litra f). Skriv venligst ikke elevoplysninger i en henvendelse.
Når du tilmelder dig et webinar
Tilmelder du dig et af vores webinarer, behandler vi de oplysninger, du selv giver os: navn, e-mail, skole, rolle, skoletype og dit svar på det valgfrie spørgsmål om feedback. Tilmeldingen sendes til vores indbakke som mail via Resend, og du får en bekræftelse samme vej.
Vi bruger oplysningerne til at sende dig dato, link, påmindelser og optagelsen, og til at forberede webinaret ud fra de svar, vi får. Efter webinaret kontakter vi dig måske for at høre, hvad du fik ud af det. Retsgrundlaget er, at du selv har bedt om at deltage (art. 6, stk. 1, litra b), og vores legitime interesse i at følge op (art. 6, stk. 1, litra f).
Du kan altid framelde dig ved at svare på en af vores mails eller skrive til kontakt@censai.dk. Så sletter vi dine oplysninger og kontakter dig ikke igen om webinaret.
Når du bruger platformen
Om lærere og skoleledere: navn, e-mailadresse, skole, skoletype og uddannelse, rolle, adgangskode (gemt som hash, vi kan ikke se den), tidspunkter for login og tekniske loginoplysninger som IP-adresse i sikkerhedslogs. Desuden hvilke hold, opgaver og feedback du har oprettet eller godkendt, tidsforbrug på rettearbejdet, hvor langt du er i introduktionen, og dit svar, hvis du giver feedback på prøveperioden.
Om elever (på skolens vegne): Eleverne registreres ikke med navn, men som elev-ID (Elev 01, Elev 02 osv.) i et hold. Læreren kender koblingen til den rigtige elev; den gemmes ikke i Censai. Vi behandler elevens besvarelse (fil og udtrukket tekst), AI-udkastet, lærerens feedback og en eventuel karakter fra læreren. Filen gemmes under elevens elev-ID (fx Elev-03.pdf), ikke under sit oprindelige navn, og filnavnet sendes ikke til AI-leverandøren. En besvarelse knyttet til et elev-ID er pseudonymiseret, ikke anonym, og er stadig en personoplysning. Læreren bekræfter ved upload, at elevens navn og andre direkte identificerende oplysninger ikke står i besvarelsen.
Invitationer: Inviterer du en kollega, behandler vi modtagerens e-mail, skole og den besked, du skriver.
Retsgrundlag: For lærere og skoleledere er behandlingen nødvendig for at levere platformen efter aftalen med skolen og for at beskytte den og dokumentere, hvem der har gjort hvad (art. 6, stk. 1, litra b og f, og art. 32). Elevdata behandles alene efter skolens instruks; skolens eget grundlag er typisk art. 6, stk. 1, litra e.
Sådan bruges AI
Når en lærer beder om et udkast, sender vi opgavebeskrivelsen, lærerens bedømmelseskriterier, opgavens materialer og elevens tekst til en sprogmodel hos Microsoft (Azure OpenAI) sammen med relevante uddrag af Undervisningsministeriets fagplaner. Har læreren vedhæftet billeder (fx et maleri), sendes de med, så modellen kan se dem. Tilføjer læreren et link til en artikel, henter vores server artiklen én gang og gemmer en tekstkopi i opgaven, som kun bruges til bedømmelsen. Resultatet er et udkast til feedback, som læreren gennemgår, retter og godkender. Der er intet elevlogin: feedback når kun eleven, hvis læreren eksporterer den efter godkendelse.
Modellen beregner også et internt karakterestimat. Det vises ikke for lærere eller skoleledere og bruges ikke til at bedømme eleven, men gemmes sammen med udkastet og bruges af Censai til at kvalitetstjekke feedbacken og AI'ens præcision.
Der træffes ingen afgørelser alene på grundlag af automatisk behandling (art. 22). Modellen er en generel sprogmodel, der ikke er trænet særskilt på danske opgaver, og dens forslag kan være forkerte. Systemet vurderer ikke følelser eller trivsel. Censai må ikke bruges til at bedømme prøve- eller eksamensbesvarelser.
Hos Microsoft: Vores Azure OpenAI-ressource ligger i Sweden Central med beregning i Microsofts EU-datazone, dvs. i en EU-medlemsstat. Data bruges ikke til at træne modeller, og OpenAI får ikke adgang til dem. Vi beder om, at svar ikke gemmes hos Microsoft. Almindelige PDF- og Word-filer læses på vores egen server; kun scannede dokumenter og billeder sendes til Microsoft for at blive læst, og de gemmes ikke som filer dér. Microsoft kører automatisk misbrugsovervågning: markeres en forespørgsel som mulig overtrædelse af Microsofts vilkår, kan den gemmes i op til 30 dage og gennemgås af autoriserede Microsoft-medarbejdere i EØS. Vi har den 8. september 2026 ansøgt om at få denne lagring og gennemgang slået fra og opdaterer teksten, når ansøgningen er afgjort.
Tidligere leverandør: Indtil 25. september 2026 blev AI-kaldene sendt til OpenAI, L.L.C. (USA) i stedet for Microsoft.
Leverandører og hvor data behandles
Elevbesvarelser, feedback og vurderinger opbevares hos Supabase i Stockholm, og AI-behandlingen sker i EU. Enkelte tekniske leverandører er amerikanske selskaber (Vercel til hosting, Resend til mails, Cal.com til mødebooking); de behandler ikke elevernes besvarelser, og overførsler sker på grundlag af EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser og/eller EU-US Data Privacy Framework.
Den fulde liste med formål, placering og overførselsgrundlag står på siden med underdatabehandlere.
Hvor længe gemmer vi oplysningerne?
Elevdata: så længe skolens aftale med Censai løber, eller til læreren eller skolen sletter dem. Læreren kan når som helst slette elever, hold, opgaver og besvarelser; sletter man en elev, slettes elevens besvarelser og feedback også. Ved aftalens ophør slettes skolens data senest 30 dage efter.
Brugerkonti: så længe kontoen er aktiv og skolens aftale løber. Slettes en konto, slettes også kontoens hold, elever, opgaver og feedback.
Sikkerhedskopier: slettede data kan findes i databasens automatiske sikkerhedskopier, indtil de udløber og slettes automatisk.
Henvendelser, mødebookinger og feedback: så længe det er nødvendigt for at håndtere sagen og følge op, og højst 3 år.
Webinartilmeldinger: til du framelder dig, og højst 12 måneder efter webinaret.
Revisionsspor (rolleændringer, sletninger, godkendelser, invitationer): så længe skolens aftale løber. Ubrugte invitationer udløber efter 7 dage.
Sikkerhed
Data krypteres under overførsel og opbevaring. Adgangen styres på databaseniveau, så en lærer kun ser egne hold og elever, og en skoleleder kun ser feedback, som lærerne på skolen har godkendt. Filer ligger i private lagerområder. Følsomme handlinger logges. Adgangskoder skal være mindst 10 tegn.
Opdager vi et brud på persondatasikkerheden, der vedrører elevdata, underretter vi skolen uden unødig forsinkelse, så skolen kan vurdere og anmelde bruddet.
Dine rettigheder
Du har ret til indsigt, til at få urigtige oplysninger rettet, til sletning, til begrænsning, til dataportabilitet og til at gøre indsigelse mod behandling, der sker på grundlag af legitim interesse. Har du givet samtykke til statistik, kan du altid trække det tilbage i cookiepolitikken.
Skriv til kontakt@censai.dk. Vi svarer som udgangspunkt inden for en måned. Vedrører henvendelsen elevdata, videresender vi den til skolen og hjælper skolen med at svare.
Du kan klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk.
Senest opdateret 4. oktober 2026.
Cens.ai ApS · CVR 46055144